Tour de Jazz
Artikel af Torben Olander i Berlingske tidende, 10. juli 2003
De danske jazzmusikere har travlt i disse dage. Ikke nok med at de spiller flere koncerter om dagen, de skal også øve, høre hinanden og drikke journalister under bordet.
Det var en af de sommerdage, hvor natten tog over iklædt lun fløjl og lyst til jazz. Det var tirsdag, og inde på PH-cafeen sad Jacob Anderskov klokken lidt over 23 med fingrene dyppet i sorte og hvide tangenter, der aldrig rigtig ville give slip, men bare spille musik. Spille jazz med de to andre i Jacob Anderskov Trio. Med Michael Formanek fra New York på den anden side af klaveret med sin bas hvilende på skulderen. Fingerspidserne galopperende hen over de fire dybe strenge, imens sveden på underarmen glinsede i lyset fra de seks projektører i loftet og et par taxaforlygter på vej gennem rundkørslen ved Halmtorvet lige uden for vinduet. Hans bas, hans solo og applaus. Og med Anders Mogensen siddende på PH-cafeens fire kvadratmeter store scene med stikkerne dansende på trommeskind og bækkener, mens håndleddene i pludselige ryk uddelte velplacerede kantslag som svar på Michael Formaneks udskejelser. »Gaga da tji ke thji,« og rummet er tilbage i hænderne på Jacob Anderskov, der med åben mund og øjne, nakken lidt tilbage og så lidt frem igen spillede sin solo lavere og lavere, så tonerne blev næsten tavse og blandede sig med publikums åndedræt og et par klirrende glas i baren. Der blev lyttet med øjne, ører og nikkende hoveder, inden Jacob Anderskov omkring midnat takkede af for første set. »Det er simpelthen fantastisk at spille for jer. Tusind tak for jeres måde at lytte på.«
Det var nu 12 timer siden, at den 28-årige jazzkomponist og pianist Jacob Anderskov indledte sin arbejdsdag i et lille øvelokale i kælderen under Studenterhuset i Købmagergade. Tre timers intensive prøver med de seks andre musikere i Anderskov Accident, pakket sammen under vandrør og ledninger. Håndvævede tæpper og skumgummi på væggene. »Be de bu, be de bu, ikke? Okay. Det spiller lidt sig selv, selv om det er hårrejsende svært,« lød det optimistisk fra Jacob Anderskov, inden de seks øvrige musikere vækkede instrumenterne og angreb stykket så wagneragtig som muligt, nøjagtig som Jacob Anderskov tidligere havde bedt dem om. Anderskov Accident skulle dog først på scenen onsdag, men senere ventede to koncerter med Jacob Anderskov Trio. Den første 19.30 i Studenterhuset. I timerne inden lydprøven spillede Butch Lacy, Jacob Anderskovs gamle læremester, på Gråbrødretorv med sin trio, så der måtte han lige forbi.
»Han er en af dem, jeg skylder mest. Hans måde at tænke rytme og melodisk leg i forhold til hinanden har betydet meget for mig, så jeg må se ham, når jeg kan,« forklarede Jacob Anderskov på vej over mod den udendørs scene på det skæve torv, som var indtaget af tæpper, bagdele og steppende fødder. Oppe på scenen var Kresten Osgood ved at nå enden i en solo, og under bifaldet faldt Nils Davidsen i med sin bas og Butch Lacy med sit flygel.
Lydprøverne på Studenterhuset kaldte, så Jacob Anderskov fik ikke de sidste Butch Lacy numre med. »Jeg skulle også have været i banken. Nå, det bliver en anden dag.«
Lidt senere i Studenterhuset var det så Nils Davidsens tur til at kigge forbi, og imens Jacob Anderskovs fødder twistede fra scenegulv til flygelpedal, og der blev scoret i bordfodbold i baggrunden, sad Nils Davidsen på en forstærker lige ved siden af scenen og rokkede til tonerne lige foran ham. Og trommeslageren Rune Kielsgaard fra Anderskov Accident skulle 30 minutter inden et job på Cafe Marius lige nå både at nyde og se Michael Formanek tilfredsstille sin bas, imens rapperen Per Vers, uanende om hvad der ventede ham senere på natten, flippede ud til Anders Mogensens trommespil. »Det er sgu noget helt andet end de fire fjerdedele, jeg er vant til,« som han sagde.
Og så var den koncert forbi, og Blake Tatare skulle på, og der stod han igen, Kresten Osgood med sine trommer, mens Anders Mogensen fik pillet sine ned i en fart, for ifølge programmet var der en time til trioen skulle spille på PH-cafeen. Den blev som sagt lidt over, men der skulle også lige bestilles og bages tre pizzaer i Istedgade. Da Anders Mogensen skulle videre til en jamsession på La Fontaine, betød forsinkelsen, at andet sæt på PH-cafeen ikke blev helt så langt. »I får et langt nummer i stedet for mange korte,« sagde Jacob Anderskov, og med et skramlede det fra trommerne, imens Jacob Anderskov på det nærmeste vendte vrangen ud af klaveret og spillede direkte på klaverets strenge til smil og forundring blandt publikum.
En halv time og klapsalvere på stribe senere lød den sidste tak til publikum, samtidig med at Anders Mogensen øjeblikkeligt gik igang med at pille trommerne ned. Tyve minutter havde han til at nå ind på La Fontaine. Jacob Anderskov kunne tage det mere roligt. Arbejdsdagen var egentlig forbi, og den sidste koncert var gået godt. »Det er den bedste, vi har spillet indtil nu, men man kan jo ikke gå hjem og sove efter sådan en koncert,« sagde han og smilede over en øl.
Så efter at Michael Formanek og hans bas var sendt sikkert afsted i en taxa, trådte Jacob Anderskov op på cyklen. Ud i natten, mod Knippelsbro, der fra hver sin side af byen rakte dovent ud over havnens varme vand. Tirsdag nat var alting varmt. Luften, asfalten og stemningen på Børneteatret på Christiania, hvor Blake Tatare var nået til ekstranumrene med en kvæstet cool Kresten Osgood på trommer, en forrygende Michael Blake på sax, Jonas Westergaard swingende på bas og Søren Kjærgaard tilbagelænet over tangenterne.
I baren jammede bartenderen Jess med på klokke og ølkasser, og fra sin plads på væggen ovenover kunne teatrets store grønne dragehoved kigge ud i den fyldte sal, hvor en umiskendelig duft på skift trak smilene frem i publikums glade øjne.
Efterhånden var søren Kjærgaard ene om at komme tilbage på scenen, og der skulle lidt overtalelse til, inden Kresten Osgood også kom til syne. Jacob Anderskov skulle ikke overtales til noget som helst, men strøg gennem myldret og op på scenen, og fra baren begyndte Jess at råbe »Per Vers, Per Vers,« og straks fuldte hele salen trop. To skridt senere stod han midt på scenen og berettede om sin store kærlighed til Rigmor. »Rim ord! Rim ord!« Og han kastede dem, ordene, mod den sorte mikrofon og forsatte ufortrødent ud i fri improvisation. Publikum var vilde, og Per Vers blev kaldt tilbage flere gange, inden Kresten Osgood og Søren Kjærgaard måtte kaste håndklædet i ringen og takke for i aften. Klokken var omkring tre, og publikum sivede stille og roligt ud i natten, men Jacob Anderskov havde ikke travlt med at komme hjem.
»Din artikel skal nødigt ende med, at jeg går hjem,« sagde han og gav en omgang og en til og en til, og den linde strøm af kold øl syntes uden ende. I mellemtiden havde et par af de resterende publikummer kastet sig ud i ren a cappella, men da de begyndte på en nyfortolkning af Kylie Minogues »Can't get you out of my head«, blev det for meget for Jacob Anderskov. »Det er ligesom en gyser, der er kun en ting at gøre. Let's get out of here.« Og på ny sprang den gale komponist på cyklen. Ind mod byen. Natten var nu blevet til onsdag morgen, men mellem La Fontaines varme røde vægge var der fortsat fyldt. Musikerne stod i kø med deres trompeter og saxofoner, og Jacob Anderskov og Anders Mogensen omfavnede hinanden ved gensynet.
Stedet var proppet med jazzmusikere, der alle kendte hinanden fra gamle dage eller fra i går, og som alle svedte jazz til langt ud på morgenen. Jacob Anderskovs plan var stadig den samme: Artiklen skulle helst ende i et sort hul i journalistens hukommelse, og whisky og øl flød gennem luften. I et ubevidst øjeblik nævnte jeg, at jeg skulle møde på redaktionen om fire timer. Jacob Anderskov vejrede morgenluft, og i sidste ende var det nok hans ide om at finde et morgenværtshus til det endelige slag, der reddede os begge. Jeg kan ikke huske, hvad stedet hed, men der var lukket. Kvart over seks indgik vi et kompromis og kaldte det en dag. En tilfældig dag i en jazzmusikers liv under jazzfestivalen.
Artikel af Torben Olander i Berlingske tidende, 10. juli 2003
De danske jazzmusikere har travlt i disse dage. Ikke nok med at de spiller flere koncerter om dagen, de skal også øve, høre hinanden og drikke journalister under bordet.
Det var en af de sommerdage, hvor natten tog over iklædt lun fløjl og lyst til jazz. Det var tirsdag, og inde på PH-cafeen sad Jacob Anderskov klokken lidt over 23 med fingrene dyppet i sorte og hvide tangenter, der aldrig rigtig ville give slip, men bare spille musik. Spille jazz med de to andre i Jacob Anderskov Trio. Med Michael Formanek fra New York på den anden side af klaveret med sin bas hvilende på skulderen. Fingerspidserne galopperende hen over de fire dybe strenge, imens sveden på underarmen glinsede i lyset fra de seks projektører i loftet og et par taxaforlygter på vej gennem rundkørslen ved Halmtorvet lige uden for vinduet. Hans bas, hans solo og applaus. Og med Anders Mogensen siddende på PH-cafeens fire kvadratmeter store scene med stikkerne dansende på trommeskind og bækkener, mens håndleddene i pludselige ryk uddelte velplacerede kantslag som svar på Michael Formaneks udskejelser. »Gaga da tji ke thji,« og rummet er tilbage i hænderne på Jacob Anderskov, der med åben mund og øjne, nakken lidt tilbage og så lidt frem igen spillede sin solo lavere og lavere, så tonerne blev næsten tavse og blandede sig med publikums åndedræt og et par klirrende glas i baren. Der blev lyttet med øjne, ører og nikkende hoveder, inden Jacob Anderskov omkring midnat takkede af for første set. »Det er simpelthen fantastisk at spille for jer. Tusind tak for jeres måde at lytte på.«
Det var nu 12 timer siden, at den 28-årige jazzkomponist og pianist Jacob Anderskov indledte sin arbejdsdag i et lille øvelokale i kælderen under Studenterhuset i Købmagergade. Tre timers intensive prøver med de seks andre musikere i Anderskov Accident, pakket sammen under vandrør og ledninger. Håndvævede tæpper og skumgummi på væggene. »Be de bu, be de bu, ikke? Okay. Det spiller lidt sig selv, selv om det er hårrejsende svært,« lød det optimistisk fra Jacob Anderskov, inden de seks øvrige musikere vækkede instrumenterne og angreb stykket så wagneragtig som muligt, nøjagtig som Jacob Anderskov tidligere havde bedt dem om. Anderskov Accident skulle dog først på scenen onsdag, men senere ventede to koncerter med Jacob Anderskov Trio. Den første 19.30 i Studenterhuset. I timerne inden lydprøven spillede Butch Lacy, Jacob Anderskovs gamle læremester, på Gråbrødretorv med sin trio, så der måtte han lige forbi.
»Han er en af dem, jeg skylder mest. Hans måde at tænke rytme og melodisk leg i forhold til hinanden har betydet meget for mig, så jeg må se ham, når jeg kan,« forklarede Jacob Anderskov på vej over mod den udendørs scene på det skæve torv, som var indtaget af tæpper, bagdele og steppende fødder. Oppe på scenen var Kresten Osgood ved at nå enden i en solo, og under bifaldet faldt Nils Davidsen i med sin bas og Butch Lacy med sit flygel.
Lydprøverne på Studenterhuset kaldte, så Jacob Anderskov fik ikke de sidste Butch Lacy numre med. »Jeg skulle også have været i banken. Nå, det bliver en anden dag.«
Lidt senere i Studenterhuset var det så Nils Davidsens tur til at kigge forbi, og imens Jacob Anderskovs fødder twistede fra scenegulv til flygelpedal, og der blev scoret i bordfodbold i baggrunden, sad Nils Davidsen på en forstærker lige ved siden af scenen og rokkede til tonerne lige foran ham. Og trommeslageren Rune Kielsgaard fra Anderskov Accident skulle 30 minutter inden et job på Cafe Marius lige nå både at nyde og se Michael Formanek tilfredsstille sin bas, imens rapperen Per Vers, uanende om hvad der ventede ham senere på natten, flippede ud til Anders Mogensens trommespil. »Det er sgu noget helt andet end de fire fjerdedele, jeg er vant til,« som han sagde.
Og så var den koncert forbi, og Blake Tatare skulle på, og der stod han igen, Kresten Osgood med sine trommer, mens Anders Mogensen fik pillet sine ned i en fart, for ifølge programmet var der en time til trioen skulle spille på PH-cafeen. Den blev som sagt lidt over, men der skulle også lige bestilles og bages tre pizzaer i Istedgade. Da Anders Mogensen skulle videre til en jamsession på La Fontaine, betød forsinkelsen, at andet sæt på PH-cafeen ikke blev helt så langt. »I får et langt nummer i stedet for mange korte,« sagde Jacob Anderskov, og med et skramlede det fra trommerne, imens Jacob Anderskov på det nærmeste vendte vrangen ud af klaveret og spillede direkte på klaverets strenge til smil og forundring blandt publikum.
En halv time og klapsalvere på stribe senere lød den sidste tak til publikum, samtidig med at Anders Mogensen øjeblikkeligt gik igang med at pille trommerne ned. Tyve minutter havde han til at nå ind på La Fontaine. Jacob Anderskov kunne tage det mere roligt. Arbejdsdagen var egentlig forbi, og den sidste koncert var gået godt. »Det er den bedste, vi har spillet indtil nu, men man kan jo ikke gå hjem og sove efter sådan en koncert,« sagde han og smilede over en øl.
Så efter at Michael Formanek og hans bas var sendt sikkert afsted i en taxa, trådte Jacob Anderskov op på cyklen. Ud i natten, mod Knippelsbro, der fra hver sin side af byen rakte dovent ud over havnens varme vand. Tirsdag nat var alting varmt. Luften, asfalten og stemningen på Børneteatret på Christiania, hvor Blake Tatare var nået til ekstranumrene med en kvæstet cool Kresten Osgood på trommer, en forrygende Michael Blake på sax, Jonas Westergaard swingende på bas og Søren Kjærgaard tilbagelænet over tangenterne.
I baren jammede bartenderen Jess med på klokke og ølkasser, og fra sin plads på væggen ovenover kunne teatrets store grønne dragehoved kigge ud i den fyldte sal, hvor en umiskendelig duft på skift trak smilene frem i publikums glade øjne.
Efterhånden var søren Kjærgaard ene om at komme tilbage på scenen, og der skulle lidt overtalelse til, inden Kresten Osgood også kom til syne. Jacob Anderskov skulle ikke overtales til noget som helst, men strøg gennem myldret og op på scenen, og fra baren begyndte Jess at råbe »Per Vers, Per Vers,« og straks fuldte hele salen trop. To skridt senere stod han midt på scenen og berettede om sin store kærlighed til Rigmor. »Rim ord! Rim ord!« Og han kastede dem, ordene, mod den sorte mikrofon og forsatte ufortrødent ud i fri improvisation. Publikum var vilde, og Per Vers blev kaldt tilbage flere gange, inden Kresten Osgood og Søren Kjærgaard måtte kaste håndklædet i ringen og takke for i aften. Klokken var omkring tre, og publikum sivede stille og roligt ud i natten, men Jacob Anderskov havde ikke travlt med at komme hjem.
»Din artikel skal nødigt ende med, at jeg går hjem,« sagde han og gav en omgang og en til og en til, og den linde strøm af kold øl syntes uden ende. I mellemtiden havde et par af de resterende publikummer kastet sig ud i ren a cappella, men da de begyndte på en nyfortolkning af Kylie Minogues »Can't get you out of my head«, blev det for meget for Jacob Anderskov. »Det er ligesom en gyser, der er kun en ting at gøre. Let's get out of here.« Og på ny sprang den gale komponist på cyklen. Ind mod byen. Natten var nu blevet til onsdag morgen, men mellem La Fontaines varme røde vægge var der fortsat fyldt. Musikerne stod i kø med deres trompeter og saxofoner, og Jacob Anderskov og Anders Mogensen omfavnede hinanden ved gensynet.
Stedet var proppet med jazzmusikere, der alle kendte hinanden fra gamle dage eller fra i går, og som alle svedte jazz til langt ud på morgenen. Jacob Anderskovs plan var stadig den samme: Artiklen skulle helst ende i et sort hul i journalistens hukommelse, og whisky og øl flød gennem luften. I et ubevidst øjeblik nævnte jeg, at jeg skulle møde på redaktionen om fire timer. Jacob Anderskov vejrede morgenluft, og i sidste ende var det nok hans ide om at finde et morgenværtshus til det endelige slag, der reddede os begge. Jeg kan ikke huske, hvad stedet hed, men der var lukket. Kvart over seks indgik vi et kompromis og kaldte det en dag. En tilfældig dag i en jazzmusikers liv under jazzfestivalen.